Vi lever i en tid, hvor flere og flere elementer i hverdagen bliver digitaliseret. Det gælder ikke mindst hverdagens underholdning, og der er ikke længere mange hjem, hvor der står CD’er og DVD’er i reolen. Musik, film og serier er forlængst blevet digitaliseret med Netflix og Spotify, og den nyeste trend er nu digitalisering af boghylden.
Her er især e-bøger blevet utrolig populært, og har på kort tid fået langt flere danskere til at læse regelmæssigt. E-bøger rammer perfekt ind i den travle danskers hverdag, hvor ventetid pludselig er blevet til læsetid. Samtidig rammer e-bøger også ind i trenden med at leve minimalistisk.
Kritikere af e-bøger findes der selvfølgelig også, og den mest hyppige kritik går på, at charmen ved at læse en bog går af, og at man ikke finder den samme ro og afstresning ved læsning.
Hvad er e-bøger?
E-bøger – eller digitale bøger, som de også kaldes – er, som navnet antyder, elektroniske udgaver af almindelige trykte bøger.
Hvis vi tager den mere tekniske indgangsvinkel, er en e-bog en digital fil, som typisk er krypteret, og åbnes op med en unik adgangskode, så den ikke kan sendes og deles frit.
De fleste genrer findes i dag i e-bogs-form lige fra skønlitteratur til faglitteratur. Mange børnebøger er i dag også lavet i et digitalt format, hvor de kan være interaktive, hvor børnene på forskellige måder kan interagere under læsningen.
E-bøger kan læses på de fleste digitale enheder, hvor de mest typiske er tablets, computere og smartphones. Der findes dog også specielle e-bogslæsere, som er fremstillet til formålet. Her får du en passiv skærm uden lys, som derfor opfører sig som en fysisk bog for øjnene.
Der findes overordnet set tre forskellige former for adgang til e-bøger:
- En e-bog kan købes i en internetbutik, hvorefter den sendes til din mailindbakke i PDF-format. Herefter kan den åbnes som en almindelig PDF-fil eller i specielle apps til læsning af e-bøger.
- E-bøger kan også lånes gratis på de danske biblioteker, som det har været muligt med fysiske bøger i århundreder. Dette foregår dog også på internettet, hvor det danske biblioteksvæsen driver tjenesten eReolen. Udbuddet er dog, som med fysiske bøger på biblioteket, ret begrænset.
- Den sidste og nok mest populære form for e-bøger er abonnementstjenester, hvor du ved et lille beløb pr. måned får mere eller mindre fri adgang til titusindvis af e-bøger – præcis, som vi kender det fra Netflix med film og Spotify med musik.
E-bøger på abonnement
E-bøger på abonnement er blevet utrolig populært de seneste år, og passer perfekt ind i en moderne livsstil, hvor flere og flere ting udbydes ubegrænset for et fast månedligt beløb.
Når adgangen til e-bøger købes på abonnement, får man typisk adgang via. tjenestens app eller hjemmeside, hvor titusindvis af e-bøger kan søges frem og åbnes ubegrænset med det samme. Der kan logges ind på tjenesten fra flere enheder, og derfor kan du altid fortsætte din læsning på dine andre enheder.
Langt de fleste tjenester tilbyder gratis prøveperioder i 14-30 dage, og det er derfor muligt at afprøve flere tjenester. Derudover tilbyder de fleste tjenester abonnementer uden binding, og du kan derfor sige op fra dag til dag.
Fordele ved e-bøger
Der er fordele og ulemper ved alle digitale udviklinger, og det er der selvfølgelig også ved e-bøger. Nogle af de få ulemper har vi allerede været lidt inde på, men de mange fordele overskygger de få ulemper.
- E-bøger leveres inden for få minutter, eller kan åbnes med det samme i app’en, frem for flere dages levering med posten ved køb af fysiske bøger.
- Det koster ikke noget at droppe en e-bog undervejs, hvis den ikke fanger – for ved e-bøger på abonnement koster den enkelte e-bog ikke noget.
- Udvalget af e-bøger er efterhånden ligeså stort, som udvalget af trykte bøger – faktisk bliver flere og flere nye bøger kun udgivet, som e-bøger.
- E-bøger kan ikke blive udsolgt, og er dermed altid tilgængelige. Du bliver derfor ikke ramt af restordrer, eller at en ældre bog ikke længere produceres, eller ikke kan fremskaffes.
- Ved nyudgivelser kan man næsten altid få adgang med det samme på udgivelsesdatoen.
- E-bøger er ofte væsentlig billigere end trykte bøger, og ønsker man både den elektroniske og fysiske udgave, tilbyder mange online boghandler nu samlepakker med både e-bogen og den trykte bog til en nedsat pris.
- Ved e-bøger er det let at skrive noter, lave overstregninger osv. i bøgerne, og helt uden at de går i stykker – for du kan bare slette dem igen.
- Det er også muligt at indstille dine egne præferencer for læsning, herunder skrifttype, skriftstørrelse, skriftfarve, baggrundsfarve osv.
- Det er let at slå op i e-bøger, da langt de fleste tjenester har en søgefunktion – så ønsker du for eksempel at finde noget tidligere læst, behøver du ikke at lede længe.
- Selvom e-bøger er digitale og ofte indlæses online, er det da også muligt at læse dem offline – de fleste tjenester tilbyder nemlig at downloade e-bøgerne til en offline tilstand – og fordelen ved e-bøger er, at de ikke fylder ret meget, og derfor kan der downloades rigtig mange e-bøger på en enhed, uden at den fyldes op.
- Sidst men ikke mindst har du altid hele din boghylde med i lommen – ja, faktisk hele det danske og internationale bibliotek i lommen.
Danske udbydere af e-bøger
Tidligere har der ikke været ret mange udbydere af e-bøger at vælge imellem for de danske forbrugere, men når en trend bliver større, kommer der naturligvis også flere udbydere til – og det samme gælder for e-bøger.
Derfor findes der efterhånden et større udbud af danske tjenester, men forskellen mellem dem er imidlertid ikke ret stor. De har alle langt de fleste danske og internationale titler, og konkurrerer derfor typisk på pris eller specielle genrer i stedet. Nogle tjenester har for eksempel et større udbud af specielle fagbøger, mens andre tjenester har et større udbud af børnebøger.
Her er et udpluk af de mest populære danske udbydere af e-bøger på abonnement:
- Mofibo
- Bookbeat
- Chapter
- Nextory
- Pickatale
- Plusbog Streaming
- Saxo Premium
- Tales